Fokus på information om frit valgForbrugerstyrelsen24/05-2005 Forbrugerstyrelsen lancerer i dag en ny fælles indgang til information om det frie valg af ydelser på otte områder: Tele, el, pension, dagtilbud, skoler, sygehuse, ældrepleje og a-kasser. Den fælles indgang kan findes på http://www.forbrug.dk/fritvalg. Her kan man bl.a. beregne udgifterne ved at flytte daginstitution fra en kommune til en anden samt få konkret vejledning i forbindelse med skift af udbyder på et af fritvalgsområderne. ”Det er vigtigt, at det ikke er manglende viden eller besvær, der forhindrer en bruger i at skifte udbyder. Derfor er jeg glad for Forbrugerstyrelsens nye initiativ, som vil gøre det nemmere for brugerne at få overblik over tilbuddene på frit valgs-områderne,” siger familie- og forbrugerminister Lars Barfoed. Samtidig offentliggøres undersøgelsen ”Information om frit valg”, der sætter fokus på borgernes kendskab til og information om frit valg på otte områder. I undersøgelsen har Forbrugerstyrelsen vurderet informationen på områderne og målt brugernes tilfredshed med den: * mange kender til muligheden for at vælge frit, men ganske få vælger at skifte udbyder. 74 % af de, der har valgt at skifte, er tilfredse eller meget tilfredse med deres skift. * 58 % af alle adspurgte er tilfredse med informationen på området, mens 15 % er utilfredse. * halvdelen af brugerne, der skifter eller overvejer at skifte udbyder, søger ikke information, før de skifter. Brugerne vurderer bl.a., at det er for besværligt og langsommeligt at søge den relevante information. Undersøgelsen viser, at brugerne generelt er tilfredse med informationen og gennemsigtigheden på områderne er i orden, men den viser også, at der stadig skal arbejdes for at forbedre informationen. ”Der er gjort en god indsats for at forbedre informationen på alle områder, men der kan stadig gøres mere. Derfor sætter vi nu ind med råd og vejledning til alle relevante myndigheder, organisationer og brancher. Jeg vil også fremover bidrage til at styrke informationen på området"”, siger Lars Barfoed. Forbrugerstyrelsen har i den forbindelse udviklet pjecen ”Giv informationen et servicetjek” som udsendes til myndigheder, organisationer og brancher med råd og vejledning til en forbedret information om det frie valg på de nye områder. Undersøgelsen og pjecen kan downloades fra http://www.forbrug.dk/fritvalg eller fås ved henvendelse til Forbrugerstyrelsen, tlf. 32 66 90 00. |
|||||||||||||||||
![]() ![]() ![]() ![]() |
|
© 2005 Datahjælp & nem-hjemmeside.dk |
|
lokal info .. erhverv .. køb & salg .. underholdning |